En artikel om kollektiv pligt og individuel frihed

Det, at få børn er en stor ting. Det kan bringe mange glæder med sig, men sandelig også et enormt ansvar som ikke alle er klar til at varetage. Det kan dog ikke benægtes, at børn er en nødvendighed for at føre en generation videre, for hvem skulle ellers tage over når det ”grå guld” falder hen? Derfor er det selvfølgelig klart, at vores stat og dermed vores kommuner, har en interesse i, at der bliver født så mange børn som muligt. Men hvor aggressive har kommunerne lov til at være i deres kampagner? Er beslutningen om, hvornår man ønsker børn ikke en privat sag mellem to forelskede individer, og dermed ikke noget som Staten skal tvinge nedover hovedet på os? Er kommunernes kampagner ikke bare med til at skabe et endnu større socialt pres for dem, som ikke har fundet den eneste ene, og dem som døjer med fertilitetsproblemer? Er det virkelig vores kollektive pligt at få børn? Eller er det fuldstændig op til os selv og vores individuelle frihed? Jeg skrev denne artikel med min nye macbook, som jeg fik financieret via. mit yndlings sted at låne 4000 kr. fra.

I kølvandet på at Københavns kommune på kontroversiel vis har opført nogle aggressive kampagner om formering og fertilitetsrater, har presse- og kommunikationsrådgiver, Anne Rosa Simonsen, taget dilemmaet op til debat i sin tekst ”Drop frugtbarhedspropaganden”, som blev publiceret i Politiken den 14. oktober 2015. I teksten argumenterer Simonsen for sit hovedsynspunkt, at: ”kommunens kampagne er fejlslagen på flere punkter”, som hun herefter underbygger via. to centrale argumenter. Det første, mest centrale argument er, at: ”når i plastrer gadebilledet ind i frugtbarhedspropaganda, taler I også til dem, som bærer en sorg over at være barnløs – og dem, som er for gamle…”. Herefter kommer hun med sit 2. argument, at: ”jeres kampagne mangler en refleksion over det ansvar, som forplantning indebærer”. Det markeres tydeligt i teksten, at de to argumenter er skrevet for at underbygge hendes hovedpåstand, eftersom hovedpåstanden straks bliver opfulgt af de to argumenter, der er rangeret efter vigtighed idet de eksplicit indledes med: ”For det første”, og: ”For det andet”. Denne kronologiske struktur i Simonsens tekst har den effekt, at man som læser hurtigt får et klart overblik over, hvad hendes hovedpåstand er, og hvorfor hun har det standpunkt, som hun har.

Simonsens argumentationsform karakteriseres ved, at hun benytter patos til at appellere til læseren. Dette gøres ved at appellere til vores følelser idet hun inddrager ordet ”baby”, som blandt de fleste læsere nok vil få følelserne frem. Hun kommer også ind på den individuelle frihed, som er et sårbart og skrøbeligt emne som den almene dansker vægter højt. Derfor kan det sætte sindene i kog, at Staten vil gå ind og blandet sig i noget, som er et privat anliggende, hvilket vil resultere i oprørske følelser, som gør, at læseren ender med at nikke med til det som Simonsen skriver, og nærmest er klar til at finde høtyven frem. Denne appelform er central for Simonsens argumentation, idet hun ikke umiddelbart har megen autoritet eller ekspertviden inden for emnet. Hun er bare en ”almen” dansker, som har været udsat for disse kampagner, og derefter har taget emnet op til debat. Dette får hende til at fremstå som en ærlig person. Dette efterlader også et indtryk af, at Simonsen ikke er partisk, og ikke blot er gået ind i debatten grundet et økonomisk incitament eller lignende, men fordi hun reelt vil have ændret noget.

Hendes ærlighed som argumentationsmiddel ses også flere gange i teksten, idet hun ikke kun har en negativ, nedladende diskurs over for Københavns’ Kommunes’ håndtering af problemet. Hun holder sig nemlig til en konstruktiv kritik, idet hun kommer med feedback i forhold til hvad Kommunen gør godt, og hvad der kunne gøres bedre. Dette ses ved citatet ”Konstruktive råd, som jeg kan tage stilling til og handle på ved brug af egen viljestyrke…” Dette får hende til at fremstå som en velforberedt debattør, som har sat sig ind i emnet, og som ikke kun vil hugge modpartens argumenter ned for at vinde en debat, men som en ærlig debattør, der fra hjertet ønsker at få ændret noget.

Rygdækninger er et af de retoriske virkemidler, der bliver hyppigt brugt, og som karakteriserer Simonsens argumentationsform. Hun henviser bl.a. til det relevante Tv-program ”Knald for Danmark”, og den relevante reklame fra ”Spies”, som også adresserer diskussionen om vores kollektive ansvar for at føre Danmark videre. Ikke nok med det inddrages også en statistik om, at den gennemsnitlige kvinde er ”hele 31,8 år”, før hun bidrager med sit første afkom. Disse rygdækninger giver også det indtryk, at Simonsen er velvidende inden for emnet og har lavet sin research, hvilket i læserens øjne gør hendes argumentation mere troværdig.

Sprogbruget i teksten er også karakteristisk, eftersom det er skrevet i et lavt stilleje. Det ses bl.a. i citatet ”Og at DU, moster, snart ikke har flere æg tilbage”. Her ses tydeligt de korte sætningskonstruktioner bestående af letforståelige ord. Udtrykket ”At du, moster”, er også talesprog. Alle disse faktorer gør, at sproget bliver meget ungdommeligt, og man behøver ikke en universitetsgrad for at forstå indholdet, da der stort set ikke bruges nogen fagtermer. Dette ordvalg hænger også godt sammen med målgruppen for artiklen, som må formodes at være unge, eftersom det er dem, som er påvirket af det sociale pres om, at de skal få børn snarest muligt.

Men er Kommunens kampagne virkelig fejlslagen? Er den over grænsen og med til at skabe et socialt pres?

I artiklen ”Skal staten blande sig i dine æg?”, som blev publiceret i Politiken d. 13. oktober har Anna Raaby interviewet og dermed samlet holdninger fra en masse personer om Københavns Kommunes’ kampagne. Heraf sundhedsministeren, Ninna Thomsen, som har været med til at lave fertilitetskampagnen. Hun nævner at ”I dag bliver hvert tiende barn undfanget på en fertilitetsklinik – og det er altså for mange”. Det er svært at være uenig i dette udsagn. Det er ikke godt, at 10% af alle nyfødte i dag, bliver undfanget på en fertilitetsklinik, men det er som om budskabet er kommet forkert ud i denne kampagne. Fordi hvis man kigger på kampagnen, og man ligesom Simonsen har oplevet at blive spurgt om man har fået ”talt sine æg i dag”, kan det virke meget anmassende, og som om, at man bliver set på som en fødemaskine. Et objekt, som blot er sat i verden for at producere en masse børn. Og når vi nu alligevel snakker om, at der skal så mange individer til Danmark, så landet får en fremtid, men man alligevel afviser en masse flygtninge – Hvor er meningen så i det hele? På den måde lyder det som om, at Københavns Kommune kun ser en dansker som værende hvid og kropskapabel. Der er heller ingen tvivl om, at det kan skabe et socialt pres, når dem som har svært ved at få børn, og dem som ikke kan få børn, pludselig får smækket et skilt op i ansigtet, hvor der står ”har du husket at tælle dine æg i dag?”.

På et eller andet plan har vi alle sammen et kollektivt ansvar for at få børn, så vi kan videreføre Danmark. Men på samme tid har vi også den individuelle frihed, til selv at kunne bestemme hvornår vi vil have børn og med hvem. Kampagnen som Københavns Kommune har udgivet, er som de selv siger blevet udgivet fordi de har ønsket at adressere, at fertilitetsraten er drastisk faldende jo ældre du bliver. Ninna Thomsen, som bl.a. står bag kampagnen nævner også at ”mange mennesker har tolket forskellige ting ind i kampagnen” og at ”vi har jo ikke haft noget ønske om, at nogen skulle blive ked af det”. Derfor tyder det på, at kampagnen er blevet misfortolket af mange, og har kunnet virke stødende. Dermed har Simonsen fat i noget når hun siger at: ”kommunens kampagne er fejlslagen på flere punkter”.